Hvorfor tegner jeg dyr?

 

 

Det spørgsmål bliver jeg stillet ofte. Og jeg giver mig god tid til at svare. For det er rigtig vigtigt for mig og mit arbejde.

Vi har mere tilfælles med dyr end vi måske lige tror. 

Dyr har ikke noget talesprog. De gør brug af deres kroppe, lyde og bevægelser til at kommunikerer og udtrykke deres behov, intention eller sindsstemning. 

Jeg vil komme med et eksempel.

Når vi taler med en person, det kan være på mail eller på telefon, så kan vi kun aflæse betydningen af det personen siger udfra deres toneleje og valg af ord. Men hvis vi er i samme rum som personen, så bruger vi også bevidst eller ubevidst vores kropssprog til at understøtte hvad vi har på hjertet. Og det er her, hvor dyrene i virkeligheden er fantastiske. De anvender et universalsprog uden ord som simpelt og helt tydeligt udtrykker det de har på sinde.

Det kan tydeligt ses hos hunelefanten, som viser sin omsorg ved at lade snablen hvile betryggende på elefantungen, som usikkert forsøger at udforske verden. Eller når resten af flokken undersøger elefantungen og byder den velkommen med lette og nysgerrige berøringer og prust.

Dyr viser helt naturligt deres reaktion på de omgivelser de er i. Det føles helt og aldeles ægte. De lader ikke som om. Og de positive følelser som dyrene vækker i os, er også helt og aldeles ægte. Og det er derfor det har så stor en effekt på os.

Tænk på et barns umiddelbare glæde og begejstring, når det er i zoologisk have. Eller fx. når naboens kat har fået killinger, og man slet ikke kan lade være med at sige “nåååååh”, når hun bestemt men kærligt sørger for at passe på dem. 

Det er lige præcis de mange positive følelser og værdier som jeg arbejder med. Jeg oplever, observerer og “taler” uden sprog ved hjælp af dyrene og mine streger. Simpelt og tydeligt.

Det vigtigste for mig er at få folk til at føle sig tilpas, elsket og forenet - hver især og sammen.

det er mit svar på hvorfor jeg tegner dyr. Jeg håber at det giver mening.
Prøv evt. at kigge på nogle af mine dyretegninger. Jeg kan garantere dig, at du kommer til at trække på smilebåndet - og jeg er (næsten) også sikker på at du vil komme til at sige “nåååååh”.

Tak fordi du læste med. Pas godt på dig selv!

/Bettina, tegner og blyantfilosof

Hvis du har lyst til at følge min hverdag som tegner, så kan du følge mig på Facebook og Instagram