Artikel: Når tusindevis af streger bliver til en smuk illustration
Når tusindevis af streger bliver til en smuk illustration
Jeg bliver tit spurgt til mit arbejde med de mange streger.
- Hvordan får du alle detaljerne med?
- Hvor lang tid tager det at tegne en af dine tegninger?
Tegningerne kræver mange timers fokus, og jeg tegner dem typisk over flere dage i træk, da den intense proces kræver fuld fokus.
Men det er lige dér jeg har det bedst. I processen, hvor jeg skaber et detaljeret udtryk ved hjælp af utallige lag blækstreger - det er en fantastisk rejse.
Jeg bruger mange timer på at kigge på billeder og jeg holder meget af at sidde og se naturprogrammer i fjernsynet og nærstudere dyrenes bevægelser og opførsel (hvis jeg kunne komme tæt på dyrene i virkeligheden, så ville jeg være helt i ekstase).
Jeg har denne evne til at se mange detaljer og få dem ned på papir. Det er disse mange detaljer som giver dybde til motiverne - og lader dyrene komme til live på papiret.
Det er virkelig vigtigt at starte meget simpelt med en tegning - og lade detaljerne komme efterhånden som tegningen udvikler sig. På billedet er jeg faktisk allerede nået til 2. stadie, hvor jeg fastsætter proportioner og afstande mellem de enkelte elementer.
Det første stadie er at placere de største elementer af tegningen der hvor de skal være. Det bliver defineret med grove enkelte figurer (cirkler, elipser, firkanter, trekanter osv). Den grove skitses formål er kun at fastsætte placering og overordnet størrelse.
Stadie 2 varierer meget fra tegning til tegning. Nogle motiver er komplekser med mange forskellige detaljer. Disse tegnes nogle gange med blyanter for at gøre processen hurtigere efterfølgende, når jeg udskifter blyanten med en meget fin blæktusch.
Det første lag blæk definerer det nederste lag af streger. Det er her at jeg tegner elementerne op og begynder at tegne blandt andet dyrets pels - og definerer pelsens retning og længde de forskellige steder på kroppen.
Og så bygger jeg ellers bare på med adskillige lag for at tilføje dybde, lys og skygge.
Her kan man se hvordan de første lag er på plads og kontrasterne begynder at blive forstærket for at fremhæve forskellige elementer i tegningen.
Mange har spurgt mig hvorfor jeg ikke maler de større mørke områder i stedet. Det gør jeg ikke fordi jeg netop godt kan lide den ikke helt ensartet sorte flade. Når man kigger nøje efter, så kan man netop se alt det arbejder der ligger i de mange streger som udgør de mørke områder.
Materialer som jeg anvender til mit arbejder:
- Sakura Pigma Micron pen 0.05 (den tykkelse bruger jeg oftest) - Se mere om tegneredskabet her på deres website.
- Kunstpapir Lana Dessin 220 g (er virkelig godt til blæktegninger)
Det var lidt om min arbejdsproces og mine redskaber. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.
/Bettina